RÅBARN
Skulpturen RÅBARN af billedkunstner Oana Constantineanu kan ses i Skulpturpark Billund fra 23. marts 2024 og frem til 30. marts 2025. RÅBARN er den første af en række gæsteudstillinger, som bestyrelsen arbejder på at få til skulpturparken. Hensigten er at skabe variation og i højere grad at kunne repræsentere samtidskunsten med nyskabende skulpturer.
Om skulpturen udtaler Oana Constantineanu: ”Barnet, der indbyder rålammet til at følge med, udtrykker en tillidsfuld samhørighed mellem menneske og dyr.
I skulpturgruppen fabuleres der over barnets sårbarhed og den ukendte fremtid for de næste generationers fællesskab med naturen.
Den abstrakte kugle, på vej ud over kanten af podiet, binder de to værker sammen med associationer til både leg og alvor.
Råbarn er en skulpturel iscenesættelse, der benytter sig af klassisk skulptur og moderne billedbehandling.
Rålammet er støbt i aluminium. Aluminiumskluden om figurens ben er tilføjet alkydfarve.
Podiet består af bemalet finer og kuglen på dens yderkant er indfarvet epoxy med indstøbninger af forskellige materialer.
Billedet af barnet er trykt på meshbanner.
Læs mere om RÅBARN og kunstnerens øvrige værker her
RÅBARN er placeret i skoven ud mod Skulpturstien lige bag Billund Bad.
Med RÅBARN er Oana Constantineanu den første kunstner, der som gæst udstiller et værk i skulpturparken.