Aftentur i Skulpturparken - Mere vand i bækken

19/06/19, 19:00

Arbejdet med genslyngning af Billund Bæk og udvidelse af regnvandsbassinet i Skulpturparken er for længst færdigt. Det er blevet sommer, og de grønne farver er vendt tilbage.

Hvorfor det omfattende projekt og hvordan?
 
Det viste Billund Vand & Energi og Skulpturparken de mange interesserede på en spadseretur onsdag aften den 19. juni 2019 kl. 19. Deltagelse var gratis, og turen begyndte ved parkens indgang ved Hans Jensensvej, ud for Billund Centret.
Aftenens hovedperson var Jesper Primdahl, afdelingsleder ved Billund Vand & Energi - og han var en rigtig god fortæller.

Johnny Madsen tog mange flotte billeder undervejs, og nogle af dem kan ses her.

De store vandprojekter i Skulpturparken er også en historie om, at klimasikring kan give gode rekreative værdier, når det hele tænkes sammen. Fine naturoplevelser og en bedre, mere naturlig styring af de stigende vandmængder.

Vand i bækken og i ”søen” er med til at gøre Skulpturparken særlig attraktiv. Både for dyrelivet og mennesker. Hvordan bevæger vandet sig gennem parken? Hvad betyder slyngningerne for bækken? Er der taget tilstrækkelig højde for fremtidens regnmængder? Er der fisk i vandet? Søens rolle ud over at være et dejligt vandbassin for mange fugle? Der blev svaret på mange spørgsmål.

På tilbagevejen fortalte skulpturparkbestyrelsen de interesserede om de forskellige værker og kunstnerne. Og som afslutning var der mulighed for at købe bogen om Skulpturparken til 150 kr.

 

Parløb reklamebureau a/s